
01. Gravøllet
02. Tvende Ravne
03. Nidvisen
04. Jotunheimsfærden
05. Bersærkergang
06. Hedens Døtre
07. Festen
08. Spillemandens Dåse
09. Skovens Kælling
10. Skønne Møer
11. Brages Bæger
12. Havets Plage
|
|
SVARTSOT Ravnenes Saga (Napalm Records/Target)
Af Peter Michelsen |
|
      |
Da jeg for lidt over et år siden fik stukket Svartsots første demo, "Svundne Tider", i hånden skortede det ikke på profetierne om en stor fremtid for det ellers dengang meget unge folk metal band. Og heldigvis er det da heller ikke gået stille for sig: En sejr ved Dansk Metal Grand Prix, flere lovende anmeldelser, og ikke mindst en kontrakt hos østrigske Napalm Records har Svartsot siden fået tilkæmpet sig. "Ravnenes Saga" hedder debutalbummet, og selv om der er masser af gamle kendinge, for folk der har haft fingre i bandets demoer, er der stadig masser af nyt materiale at byde på.
Noget af det jeg synes var bedst ved "Svundne Tider" og Svartsots stil, var deres insisteren på at holde det beskidt og grumt, med fødderne dybt plantet i dødsmetallen ved siden af fløjterne og de nordiske riffs. Stilen og produktionen er blevet pudset "en del" (en Jacob Hansen del) siden
dengang, men lige så imponerende og lige så kompetente trænger Svartsot alligevel igennem på "Ravnenes Saga". Åbneren "Gravøllet" er et godt eksempel på den ekstremt medrivende kvalitet, som Svartsot specialiserer sig i. Ud over den rå vokal, og den gode melodi, skriver de ganske enkelt omkvæd som alle kan skråle med på, og det er i mine øjne en af de ting som ofte får alt for lidt opmærksomhed på den gennemsnitlige folk metal skive.
Man kan ikke just sige at Svartsot udretter noget i løbet af "Ravnenes Saga", som Korpiklaani ikke i forvejen har gjort, men bare det at et band allerede på sin debut stiller sig så selvsikkert ved siden af de førende kunstnere i genren, gør at man især som dansk lytter ikke kommer fra "Ravnenes Saga", uden et vist mål af respekt. Med andre ord, hvad de mangler i originalitet gør de mere end godt for, med en samling sange der taler for sig selv, og med et selskab i ryggen, der har en hvis ekspertise i at promovere folk metal bands, kan jeg kun bygge på hvad jeg skrev sidste gang: Både vi og Europa kommer til at høre meget mere til Svartsot!
|
|