: : Danish Metal : : ARTIKEL
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW
Urkraft er lige nu aktuelle med deres andet album "The Inhuman Aberration", der udgives af det velbevandrede engelske selskab Earache. Hvordan den aftale kom på plads fortæller bandet meget mere om her.
  Af Martin Lyager Nielsen
Hej med Jer og tillykke med den nye plade!
- Tak skal du ha! Endelig kan man vel sige…

Det er engelske Earache, der udgiver pladen. Hvordan blev samarbejdet med dette legendariske selskab etableret?
- De kontaktede os ca. et halvt års tid efter vi udgav E.C.S. albummet og var forholdsvis aggressive i deres mails, hvilket et halvt år efter resulterede i en 4 albums kontrakt på Earache Records. ”Old dream come true” kan du sagtens kalde det. Samarbejdet med Earache er konstruktivt og sundt og jeg regner da med at vi nu når nogle nye højder og mål med Urkraft. Earache er meget tilfredse med vores første udspil hos dem, men var ikke forberedt på at det nye materiale er mere brutalt end vores gamle og det tror jeg også påvirkede deres planer med promotion og profilering af Urkraft. Der er selvfølgelig en væsentlig forskel i forhold til vores gamle selskab, især pga. af Earache´s omfang og lange historie. Det er som det skal være. Så er resten op til os og få leveret noget god metal de kan udgive.

Earache har taget sig rigtig godt tid om at få den på gaden, hvordan kan det være?
- Ved ikke om de har givet sig god tid - de har været nødsaget til at placere os og udgive albummet nu i forhold til deres store udgivelses plan for de resterende bands på selskabet og det kunne desværre ikke blive før nu. Vi er jo helt nye på det selskab og vi kommer lidt midt ind i at de har nogle store udgivelser der allerede er planlagt og derfor blev pladen, trods det at den har været klar længe, ”udsat” til denne sommer.

Har det ikke været irriterende at sidde med en færdigindspillet plade i næsten et år, og ikke kunne få den ud til fansne?
- Helt vildt!!! Vi ville gerne ha smedet jernet ”færdigt” da vi var varme efter indspilningen hos Tue og var sådan set klar på at tournere og arbejde videre med Urkraft. Men der var ikke så meget at gøre desværre. Vi har forsøgt at holde vores navn varmt og for eksempel i England endte pladen næsten med at blive til en kult ting inden den udkom, fordi der blev skrevet om den hele tiden og enkelte DJ´s fra de engelske spillesteder har fået lov at spille den til fester og koncerter. Det virkede sjovt nok, fordi vi har ikke tidligere brugt særligt meget energi på England. Vores debut kom først ud derovre længe efter at den udkom i resten af Europa, pga. at Sony´s distribution pludselig tog vores gamle album til sig og så skete der noget. Det går også rigtigt godt med den nye plade derovre og ikke mindst i Tyskland, så der kommer vi nok til at bruge en masse tid. Vi starter showcase tour i England d. 1. september, hvor vi er blevet inviteret til at spille til nogle ”festival-lignende” shows i de 5 største byer, så der må nødvendigvis være noget at komme efter derovre. Pladen er ude nu og med de mange gode anmeldelser vi har fået derovre, så er det jo bare med at følge op på det.
”The Inhuman Aberration” udkommer i en speciel dansk version, hvilket er noget man sjældent ser. Var det Jeres eller selskabets idé? Hvad får man ved den danske version, som ikke er med i den almindelige udgave?
- Vi føler måske lidt at vi ”skylder” de danske urkraft-lyttere noget efter at ha været ”væk” i et stykke tid. Hvis idé det var ved jeg ikke, men vi havde som udgangspunkt planlagt at indspille et covertrack til en digi-special-pack og så endte det bare med at blive en Danish Version. Mon ikke den også udkommer i resten af verden på et senere tidspunkt - det tror jeg. Vi håber i hvert fald at folk herhjemme synes det rykker med et AC/DC track på pladen og DK er faktisk det eneste sted hvor man kan købe digipacken i butikkerne. Earache er også begyndt at sælge den via nettet til andre lande og stadig som Danish Special Edition - så er der lidt fokus på vores grønne moderland og det kan jo kun være godt!

Digipack-udgivelsen blev forsinket yderligere en måned? Hvad var det der skete?
- Der var en irriterende produktionsfejl på pladen - bonusnummeret manglede på bonus cd´en, hvilket vist nok hverken var vores eller Earache´s fejl, men dem der trykker cd´erne. Og da cd´erne kom til DK opdagede vi at der manglede et nummer, så den måtte bare uden diskussion tilbage til England og trykkes om. Det kostede lige nogle dage ekstra og var selvfølgelig et irritationsmoment, men der var ikke rigtigt andet at gøre end at tørre øjnene og hurtigst muligt få den trykket om. Nogen gange kan man godt føle at alt bare går galt for én selv, men shit happens og nu er den jo ude og vi overlevede. Til gengæld er vi ret godt tilfredse med udfaldet af den digipack… det er godt design og det er fedt med det ekstra AC/DC nummer på, så jeg kan kun anbefale at investere i den.

Som så mange andre har i valgt Tue Madsen som producer. Hvorfor?
- Jeg kan aldrig understrege nok hvor tjekket Tue er at indspille med og hos. Vi reserverede den måned sidste sommer næsten umiddelbart efter at vi havde indspillet E.C.S. albummet og det var helt naturligt for os idet at vi havde så gode oplevelser første gang. Det er jeg glad for at vi gjorde, for i mellemtiden er han jo blevet temmelig populær og er mere eller mindre booket til han skal på pension. Jeg synes også at Tue er god til at finde ”vores lyd” og selve processen er stemningsmæssigt i takt med vores sindelag og vante måde at arbejde med vores musik på. Tue træder lidt ind i bandet som et ekstra medlem når vi er der og da han har samme ringe humor som os, så er det et konstruktivt forhold at arbejde under.

Med Earaches ganske imponerende stald, ville det være oplagt at hæfte Jer på et af disse bands turnéer. Hvem kunne I selv godt tænke jeg at komme på landevejen med?
- Det er et interessant spørgsmål, for vi stikker faktisk lidt udenfor de resterende bands på Earache. Den eksisterende rooster indeholder ikke rigtigt noget der minder om vores. Der er nogle meget old-school bands og nogle noget mere moderne end os, så jeg kan faktisk ikke lige umiddelbart se hvem det skulle være. De eneste tror jeg evt. kunne være Decapitated eller Biomechanical vi ville passe lidt sammen med. På den ene hånd ville D være mere brutale end os og B ville være mere progressive og i begge tilfælde ville det være god kombination i forhold til koncerter. Men vores tourmanager fra Earache er også p.t. i kontakt med andre af de store metal labels, hvor der forhåbentligt vil være mulighed for at finde noget vi passer endnu bedre sammen med.

Hvornår kan vi forvente at se Jer rundt om på de danske spillesteder?
- Forhåbentligt i efteråret. Vi har taget kontakt til nogle spillesteder og især til de danske metal festivaler, vi sjovt nok aldrig har fået mulighed for at spille på. Det er vi selvfølgelig meget interesseret i, men det er jo desværre ikke noget vi bestemmer. Vi skal nok opdatere vores kalender så snart der kommer noget, men indtil videre er der ikke noget fast andet end udlandet. Vi ser til gengæld meget frem til at komme ud igen og vise hvad vi dur til og fyre det nye materiale af. Vi har allerede spillet enkelte af de nye numre live og det fungerer perfekt og er en del mere hårdtslående end det gamle.
ANNONCE
ANMELDELSER
The Inhuman Aberration
Eternal Cosmic Slaughter