: : Danish Metal : : ANMELDELSE
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
ANMELDELSE

01. Caroline Leaving
02. Another Day, Another Way
03. Something Else Or…
04. Rebel Monster
05. Pool Of Booze, Booze, Booza
06. Always. Wu
07. Say Your Number
08. Soulweeper
09. Fire Song
10. Danny And Lucy (11pm)
11. Caroline #1
12. Alienized
13. I Only Wanna Be With You
14. Everything's Still fine
15. Healing Subconsciously
VOLBEAT
The Strength/The Sound/The Songs
(Mascot Records/Target)

Af Mads Jørgensen

Der er efterhånden gået fire år siden tidligere Dominus-vokalist Michael Poulsen dannede Volbeat - et band der ikke burde kræve nærmere introduktion, ellers kan det findes andetsteds på siden. Det har hidtil resulteret i et par lovende demoer og masser af velfortjent omtale rundt omkring i musikverdenen. Nu er bandet så endelig klar med debutfuldlængden "The Strength/The Sound/The Songs", der som demoerne leverer fængende og metallisk rock 'n' roll med masser af melodi og attitude.

The Strength:

Sammenlignet med førnævnte demoer, er det ligesom om at tingene lige bliver løftet den sidste tand her på debuten. Hvor demoerne til tider måske virkede en del "stilforvirrede", fremstår debuten her langt mere som en helhed, og det virker som om bandet nu for alvor har fundet sig til rette i deres lille niche i metallen.

Og jeg skal lige love for at Michael Poulsen nu virkelig får vist sit format som vokalist. Ingen tvivl om at sammenligningerne med alt lige fra især Keith Caputo (Life of Agony), over James Hetfield og endda til Elvis har været velbegrundede, men her er der ingen tvivl om hvem man hører. Vokalen er ganske enkelt imponerende - kraftfuld, melodiøs og med masser af karisma og identitet.

The Sound:

En god tommelfingerregel er at et besøg hos Jacob Hansen giver fuld valuta for pengene. Denne skive bekræfter det endnu en gang, da det er længe siden jeg har hørt en skive, hvor der ikke har været et eller andet jeg kunne sætte en finger på. Det er der ikke her! Der er rigtig lækker lyd på skiven og især mix-ningen må siges at være noget nær det ultimative, da alle elementerne kommer til sin fulde ret.

The Songs:

Med næsten en times varighed og 15 numre på skiven, kunne man frygte at det til tider kunne blive en smule ensformigt. Men især takket være en velsammensat tracklist lykkedes det Volbeat at holde én stangen igennem hele herligheden.

Efter en række typiske Volbeat kompositioner, hvoraf især "Caroline Leaving" og den kraftfulde "Rebel Monster" skiller sig positivt ud, begynder pladen at variere mere i udtryk. Bl.a. i form af den noget hurtigere "Always. Wu", den 60'er rock inspirerede "Soulweeper", med vokalharmonier og hele svineriet, og et overraskende velfungerende cover af det gamle Dusty Springfield nummer "I Only Wanna Be With You".

Og lige nøjagtigt denne variation i numrene, der giver et nuanceret album, uden at det bliver for spredt, er måske nok Volbeats absolut største force og de udnytter det til fulde her på debuten. En debut der lukkes af med en lille genistreg, i form af "Healing Subconsciously", der virkelig viser bandets potentiale. Her komme Michaels sans for melodi til sin fulde ret, bakket op af en afvekslende rytmesektion og et guitarspil der imponerer stort.

Eneste kritikpunkt må være at vi først får serveret denne lille perle nu. Men når nu chancen endelig er der, er der mere end god grund til at smutte ned til den lokale pladepusher og investere i "The Strength/The Sound/The Songs". Jeg er spændt på at se hvor langt Volbeat kan drive det her - det kunne være starten på noget stort!
ANNONCE
INFORMATION
Stil/Genre
Metal/Rock 'n' roll
Udgivelsesdato
26.09.05
Anmeldt
27.09.05
Links
Volbeat