: : Danish Metal : : ANMELDELSE
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
ANMELDELSE

01. The Human Instrument
02. Mr. & Mrs. Ness
03. The Garden's Tale
04. Devil or the Blue Cat's Song
05. Sad Man's Tongue
06. River Queen
07. Radio Girl
08. A Moment Forever
09. Soulweeper #2
10. You or Them
11. Boa (JDM)
VOLBEAT
Rock the Rebel/Metal the Devil
(Mascot Records/Target)

Af Maria Prohazka Olsen
KØB DIN MUSIK HOS TARGETSHOP!

Kan du forestille dig Elvis - som frontmand for et metalband? Det var visionen Michael Poulsen havde, da han startede Volbeat i 2001. Han ville blande 60'er-rock med metal, og som du sikkert kan tænke dig til, lyder det helt originalt. Og lad mig sige det med det samme, det er drøn svært at beskrive Volbeats musik. Det skal høres! Jeg tror endda, det må indrømmes, at Hr. Poulsen nok formår at ramme flere mainstream-lyttere med sit metal, end de fleste andre metal-acts herhjemme gør.

Cirka to år efter at have udgivet deres debutalbum, er Volbeat altså på gaden med opfølgeren, ”Rock The Rebel/Metal The Devil”, som udkommer d. 19. februar, og som endnu engang formår at kombinerer rock 'n' roll med et vaskeægte metalgroove. Med ”Rock The Rebel/Metal The Devil” rystes lytterens forestilling om, hvordan rigtig metal skal lyde. Og det er forfriskende at få nye bud på, hvordan metal-genren kan fornyes.

Stilen er stadig et godt mix af Metallica og Iron Maiden iblandet masser af groovyness, fremdrift og rock 'n' roll-attitude. Melodilinierne er ofte catchy ligesom mange af guitarriffsne er det, men alligevel går det hen og bliver en smule ensformigt at lytte til i længden. For mit vedkommende mangler der udtryk og melodisk afvekslende materiale i det vokale udtryk, og det ville være ønskværdigt, hvis guitarerne fik mere plads og mulighed for at give modspil til vokalen.

Og netop den altoverskyggende vokal er centrum for Volbeats lydlige univers, mens instrumenterne disker op med en tung, men dansevenlig bund. Michael Poulsens meget stærke vokal er med til at skabe en helt speciel atmosfære i Volbeats lyd - for i sin sang kombinerer Poulsen rock-vokal med 60'er-crooner-stil og James Hetfield-lyd. Forestil dig igen Elvis - med pomade-hår, gedeskæg, tatoveringer og en flaske whisky i hånden, mens han synger ”Enter Sandman”. Så har du stilen.

Produktionen på det ny materiale er stram, ligesom det var tilfældet på forgængeren ”The Strength/The Sound/The Songs”. Lyden er krystalklar og balancen mellem de forskellige instrumenter er lige i øjet. Det er lækkert at lytte til - simpelthen. Og selvfølgelig er det igen tryllekunstneren Jacob Hansen, som har skruet på knapperne på denne skive.

”Rock The Rebel/Metal The Devil” indeholder, ligesom forgængeren, hits, som står meget stærkt - som f.eks. ”The Human Instrument”, ”Radio Girl”, ”River Queen” og country-skæringen, ”Sad Man's Tongue” (i ægte Johnny Cash-stil) - nu metaliseret! Mens skæringer som f.eks. ”A Moment Forever”, ”Soulweeper” og ”The Garden's Tale” er uden de melodiøse hooklines, som Volbeat ellers forsøger at dyrke. Og sidstnævnte track virker faktisk utrolig underligt med sin kombination af både dansk og engelsk tekst. Men alt i alt har Volbeat endnu engang kreeret et sikkert udspil af gedigen, dansable og velsammenskruet metal.
ANNONCE
INFORMATION
Stil/Genre
Metal/Rock 'n' roll
Udgivelsesdato
19.02.07
Anmeldt
15.02.07
Links
Volbeat