: : Danish Metal : : ARTIKEL
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW
Med den længe ventede debutskive, "The Strength/The Sound/The Songs", endelig sluppet løs, er det lykkedes Volbeat at lægge såvel fans, som anmeldere for deres fødder. Derfor var det på høje tid at få bandet i snak og Danish Metal sendte derfor en række spørgsmål af sted til en yderst veloplagt Michael Poulsen.
  Af Mads Jørgensen
Først og fremmest tillykke med albummet. Man må jo sige at der er blevet taget rigtigt godt imod den indtil videre?
- Ja, det er overvældene og en dejlig følelse siger jeg dig.

Hvad har jeres egne forventninger været til pladen?
- Jamen det er svært at sige, for vi har ventet så lang tid på at få den udgivet, så vores egne forventninger har nok været at få styr på udgivelsen og så få den ud. At stille alt for store forventninger i denne branche er ikke altid sundt, men der er virkeligt blevet taget så godt imod pladen, at vi næsten ikke har kunne nå at stille forventninger til den.

Det virker som om at Volbeat tiltrækker sig rigtig bred op-mærksomhed - også mange andre steder end bare i metalmiljøet?
- Ja, du har ret, og det er dejligt at se, at vi kan få forskellige miljøer og typer med på vognen, så de kan åbne øjnene op for metalscenen, der rummer mange gode og stærke navne. Scenen har aldrig været så interessant som den er nu, set i danske øjne og det er bare fedt at vi kan være med til at sprede metal rocken ud til folk som måske aldrig har givet den en chance. Måske vi ender ude på Damhus-Koren og sælger Volbeat camping habitter, hehe.

I har f.eks. fået en hel del omtale i medierne, det må da betyde at der virkelig bliver lagt mærke til jer. Er det noget der har overrasket jer?
- Lad mig starte med at sige at vi ikke er kommet sovende til nogle af vores ting. Der er blevet arbejdet hårdt og målrettet. Så det er jo fedt at se, at arbejdet har båret frugt og givet os nogle flotte resultater. Vi har fået nogle utrolige flotte anmeldelser herhjemme og specielt i udlandet, bl.a. 10/10 i legen-dariske Rock Hard, som det første danske band nogensinde. Det der overasker os er, at der faktisk ikke er nogle rådne æbler imellem disse anmeldelser, men de kan jo nå at komme endnu desværre, haha.

Bl.a. hørte jeg at du var med i et program på P3?
- Ja, mig og Franz var inde og besøge Karsten Holm på P3, efter en lang lørdag aften/nat, hvor vi havde holdt pladereception på Flisen i København. Vi besøgte ham søndag aften kl 22:15 på DR og lignede mildest talt to retarderede, grønlandske sprutgøglere der savnede søvn. Vi snakkede lidt om udgivelsen og han spillede nogle Volbeatsange osv.

Med det man vel kan kalde en blanding af 60'er inspireret rock og decideret metal, kunne man vel ellers frygte at i havde været for hårde til rockpublikummet for bløde til metalfolkene og på den måde lande lidt i et ingenmandsland - er det noget i har tænkt over?
- Ja, det klart at da vi spillede vores første koncerter var vi meget spændt på hvor vi havnede henne. Heldigvis ramte vi begge genrer meget godt på promo CD'en "Beat the Meat" fra 2004 (produceret af Jacob Hansen), og folk tog rigtigt godt imod den. Det hjalp os til at få et overblik over de næste Vo-beat sange, som blev til på "The Strength...". For publikums-reaktionen på "Beat The Meat" har inspireret os og også været med til at forme sangene på "The Strength…". Men vigtigst af alt har vi lavet sangene som vi syntes de skulle lyde og så håbet på at det ville virke live.

Hvorfor kommer pladen egentlig først nu - det er jo efter-hånden et stykke tid siden i indspillede den?
- Der gik virkelig lang tid med forhandlinger osv. Vi signende først til hollandske New Aeon Media, hvilket var et sublabel til Karmageddon Media. Det frustrerende ved det var, at efter vi havde signet med Karmageddon begyndte de store selskaber at vise interesse, men vi havde skrevet under hos Karmageddon. Da vi så afleverede "The Strength…" til dem bliver de så begejstrede, at de siger udgivelsen hører hjemme på et større selskab, og at de ville prøve at bære den videre og måske komme ind over som et slags management for Volbeat. Flere selskaber begynder så at vise interesse for Volbeat, heriblandt Roadrunner som viste stor interesse for skiven, og var klar til at skrive kontrakt med os. De var bare utrolig langt tid om at få styr på de sidste detaljer omkring at overtage kontrakten fra Karmageddon. Det hele går pludselig utroligt langsomt og den tyske afdeling af Roadrunner ville udskyde udgivelsen et år, eftersom de lige havde signet et band der stilmæssigt lå tæt op af os, og de ville ikke markedsføre det samtidigt. At vente endnu et år på at få udgivet skiven havde vi ikke lyst til. Mascot Records kommer så på tale og de viser sig at være ret coole og professionelle omring at tage beslutninger til tiden, og er ret begejstret for Volbeat. De vælger så at udgive den på et sublabel: Rebel Monster Records.
Hvad er egentlig historien bag det navn - jeg mener, i har selv et nummer af samme navn. Man kunne tro i havde noget med selskabet at gøre, eller er det bare en kuriøs tilfældighed?
- Det eneste vi har med titlen at gøre, er at den er taget fra en af vores sange. Hvilket er meget cool at tænke på, når andre bands i fremtiden vil blive udgivet på Rebel Monster Records.

Inde i coveret er der citatet; "First, last and no money back" - det håber jeg da ikke man skal lægge for meget mening i? Jeg kunne da måske godt bruge endnu et album fra jer…
- Citatet er et Franz (guitarist i Volbeat, red.) kom med og jeg har efterhånden glemt hvad meningen var med det. Jeg ringer lige til ham og spørger: Hallo…
Michael: Hey franz
Franz: Mjallo
Michael: Hvad var det nu den linie du ville have i cd'en betød?
Franz: Syntes bare det lød fedt.
Michael: Nå?
Franz. Nemli ja, hvaaaa vil du med til Malmö på Onsdag?
Michael: Måske, hvorfor?
Franz: Hatesphere spiller med Soilwork
Michael: Jo, det meget muligt, hva tid tager vi af sted
Franz.: bla bla bla bla bla
Michael: bla bla bla bla bla

Det svenske band Spearfish lavede for et stykke tid siden en fantastisk hårdrock-version af Elvis klassikeren "In The Ghetto" - Er det noget i har overvejet, eller fik du udlevet Elvis-fascinationen nok på Caroline #1?
- Det ville næsten være for oplagt af os at lave et Elvis covernummer, så jeg tror vi lader det hvile lidt. Samtidig har jeg også lidt for meget respekt for hans sange til at ødelægge dem. Lige nu fungerer det rigtigt godt med coversangen "I Only Wanna Be With You" af Dusty Springfield. Sangen "Caroline #1" består udelukkende af Elvis-titler, og det var en fed og anderledes måde at lave tekster på. Det er muligt at der kommer en Elvis-coversang på et tidspunkt, men det ville så nok være en sang folk ikke kender så godt vil jeg tro, men lad os nu se.

Når jeg hører "The Strength/The Sound/The Songs", kommer jeg nogle steder uundgåeligt til at tænke på Life of Agony's "Ugly" plade og i er også flere steder blevet sammenlignet med netop dem. Hvordan har i det med den sammenligning?
- Det er ret syret for jeg har ikke en eneste Life of Agony-skive, og jeg skriver alle Volbeats sange. Men da jeg kan forstå at folk er ret glade for LOA, så er det jo nok et meget godt kompliment. Jeg har selvfølgelig tjekket dem ud efter-følgende, og jeg forstår det ikke helt, måske nogle steder. Jeg syntes det er et godt band, men det er ikke noget jeg lytter til, eller har købt noget med efter.

Hvis man kigger tilbage på din tid i musikbranchen, fra Dominus' spæde start og til nu, må man sige at det til tider har været noget af en rutsjebanetur, med både op og nedture. Set i bakspejlet, er der så ting du ville have gjort anderledes?
- Det tror jeg ikke. Nedture kan senere hen blive nyttige som en optur.

Hvad vil du selv karakterisere som højdepunktet og lavpunktet i karrieren?
- Højdepunktet og lavpunktet ligger altid forude hvis man bliver ved med at gøre det man kan lide.

Det virker på mig som om at tingene for hver demo er faldet mere og mere på plads og at "The Strength/The Sound/The Songs" er kulminationen på mange års hårdt arbejde? Det må være befriende nu endeligt at stå med det færdige resultat?
- Det er det skam også og vi kan endeligt begynde at kigge frem og skrive nye volbeat sange. Så det er en kæmpe lettelse at have "The Strength…" på gaden nu.

Hvad syntes du selv er det bedste nummer er på albummet?
- Det kommer lidt an på humøret og hvilket perspektiv man putter en sang ind i, men jeg tror at jeg vil sige "Caroline Leaving".

I har lige spillet i Paris for et par dage siden, hvordan gik det? Og hvordan er supporten i det hele taget i udlandet?
- Supporten fra magasinerne/mediefolk og nye fans i udlandet er fantastisk, og vi ser meget frem til at komme på tour udenfor Danmark, så vi også kan hilse på de Volbeat-publikummer vi ikke har spillet for endnu. Det var fedt at være forbi Frankrig og Moulin Rouge. Der blev taget rigtigt godt imod os i Paris, og vi var virkelig overrasket over at mange af franskmændene allerede kunne synge med på nogle af sangene, selvom skiven kun havde været ude en lille uges tid på det tidspunkt. Vi vil se frem til at besøge Frankrig igen, det er helt sikkert. Men for satan, hvor var de franskmænd dog dårlige til engelsk, og det eneste jeg kunne sige på Fransk var Jean Michel Jarre, og det kom jeg fandme ikke langt med.

Hvad har i ellers af tour-planer for fremtiden?
- Jeg ved Mascot Records har planer om en Europa-tour i det nye år, jeg kan ikke sige så meget om det nu, da der bliver arbejdet på det. Men planen er at få Volbeat så meget ud som muligt. Der vil muligvis også blive arbejdet på en video.

Jamen så er der vist ikke så meget tilbage andet end at sige tak for interviewet. Nu vil jeg lade dig få de sidste ord…
- Mange tak til dig Mads og Danishmetal.dk for dette interview. Og tak for den fede respons fra fans/lyttere/læsere/bands/anmeldere/gøglere/patter/bordeller/radio'er/magasiner/humle/mjød og Preben.
ANNONCE